At rejse er at fotografere

I gårsdagens indlæg skrev jeg lidt om, hvad man skal være opmærksom på, når man rejser i England og ikke ønsker at blive forvekslet med en terrorist. Heldigvis kan man stadig fotografere, når man er på rejse, og de fleste gange bliver man ikke mødt med mistænksomhed, men med interesse og måske lidt overbærenhed.

Sacre Ceur i Paris

Det skal ikke være nogen hemmelighed; jeg elsker at rejse, og jeg elsker at fotografere hvert skridt på vejen og alt, hvad jeg ser. En enkelt dag kan det godt løbe op i flere hundrede billeder, hvis der er motiver nok, og vejret er til det. På en tur til Paris med en flok kollegaer nåede jeg op på ca. 900 billeder på tre dage! Mange af billederne kom, fordi jeg gerne tager 3-4 billeder af det samme fra forskellige vinkler og afstande, så jeg altid har et par brugbare billeder. Ja, jeg tager billeder som et maskingevær, men hvorfor ikke det? Hukommelseskort er billige, og hellere komme hjem med for mange billeder, end føle, at jeg gik glip af et billede fra et sted, som jeg nok ikke kommer til at besøge de næste par år igen.

Et ægte ægyptisk tempel i Madrid?
Ja den er god nok. Temple Debod
er en gave til Spanien fra Ægypten

Hvad er det så, jeg går efter, når jeg fotograferer i en fremmed by? Det er befolkningens "særheder", seværdigheder, spændende eller anderledes arkitektur, stemninger, farverindtryk, bybilledet, mine evt. rejsefæller. Kort sagt; alt, hvad der fanger mit øje. Når jeg er færdig med rejsen, ønsker jeg et komplet billede af livet, atmosfæren, stemningen i byen, eller i hvert fald et så komplet billede, man kan få på en uges tid på egen hånd.

Denne mime på Montmatre i Paris skulle
have lidt penge for at lade sig fotografere.

At kunne det kræver en del forarbejde, så jeg har for vane at studere guidebøger i større stil, inden jeg tager hjemmefra, specielt kan jeg anbefale Politikens Visuelle Guider og Lonely Planets bøger. Min ingeniørfortid fornægter sig ikke, for jeg lægger som regel også en detaljeret plan for, hvad jeg gerne vil se hver dag, så jeg når så meget som muligt. Planen holder alligevel ikke altid, så der er stadig plads til lidt spontanitet, men det gør, at jeg føler mig godt forberedt, inden jeg er steget ud af flyet.

Stourport Bassins i England en stille morgen

En ting, jeg altid har sat mig grundigt ind i er, hvordan jeg skal komme rundt fra sted til sted. Er der busser eller metro, og kan man få et ugekort? Hvor og hvordan køber man billetter? Kan det betale sig at tage en sightseeing bus til højdepunkterne? Ligger nogle af tingene indenfor gåafstand af hinanden, er det måske værd, at besøge disse steder på samme dag. Jeg vælger ofte hotel efter, at det skal være nemt for mig at komme rundt i byen. Det betyder som regel inde i centrum eller nær ved en metrostation, ikke ude i forstæderne med lang transporttid hver dag. Det betyder selvfølgelig også en højere pris, men det lever jeg gerne med, når bare det er nemt med transporten.

Det foretrukne transportmiddel
på Malta er antikverede busser

Kort er essentielle for at finde rundt, og gode kort er guld værd. Mange storbyer er i stadig udvikling, så det er en god ide, at investere i et nyt kort, fremfor at bruge et 10 år gammelt, man alligevel havde liggende. En ting man skal huske på med kort, er at det skal kunne holde til lidt af hvert; gentagne foldninger, det skal kunne skrives på, svedige hænder, væltede drikkevarer m.m. Politikens rejsekort er noget nær perfekte i de store byer i Europa. De er plastiklaminerede og holdbare, og viser de vigtigste seværdigheder i centrum, og så er de overskuelige. Kan man ikke få dem, så køb gerne et af papir, men læg det i en kortlomme af plast, så er det beskyttet.

Marsaxlokk (nej, ikke nogen stavefejl) på
Malta er hyggelig, men kræver et vist
kendskab til øen, før man lige kommer forbi

Når man bevæger sig rundt i en fremmed storby, skriger det som regel til himlen, at man er turist, oven i købet en, der har råd til et dyrt kamera. Dermed kan man også blive et nemt offer for svage sjæle. Jeg har altid mit pas, kreditkort og større sedler i et pengebælte på maven, mens min pung er fyldt med lidt småsedler og mønter. En snor i pungen til livremmen sikrer mod lommetyve, mens en knivbevæbnet røver kan få pungen, hvis man føler sig truet, uden det koster noget særligt andet end forskrækkelsen. Jeg har mit kamera med, men det er i en taske, der ikke ligner en kamerataske, når jeg ikke bruger det. Sidder jeg på en restaurant, er tasken spændt fast til bordet eller min stol. Desuden er jeg altid meget opmærksom på mine omgivelser. Jeg har spottet lommetyve, mens de var i gang med deres indledende fodarbejde, og et blik direkte på dem får dem som regel til at fortrække. Plattenslagere og tiggere ignoreres fuldstændigt, så de ikke afleder min opmærksomhed fra de virkelige "problembørn." Jeg går ikke i suspekte kvarterer alene om natten (læs guidebøgerne eller spørg på hotellet for at finde dem), og er i det hele taget bevidst om, at ikke alle har rent mel i posen. Dog vil jeg ikke lade mig afskrække fra at rejse, men nøjes med at tage mine forholdsregler, så jeg (forhåbentlig) undgår problemer i større stil.

Gademusikant i Paris.
Han kunne godt nok spille!!

Noget af det bedste ved at rejse, er at kunne komme i kontakt med den lokale befolkning, altså den del, der ikke er interesseret i at udplyndre dig vel og mærke. Et par fraser på det lokale tungemål skaber altid smil (nogle gange smørede grin, hvis udtalen var meget kreativ) og velvilje. Man signalerer, at man har gjort sig lidt ulejlighed med at lære noget om dem, og det skaber åbenhed. De fleste har så ikke noget imod at slå over i engelsk, hvis de behersker det. Ellers er tegnsprog jo også en mulighed.

Kendte steder skal naturligvis i kassen.
Her parlamentet i London

Husk at ikke alle er lige glade for at man fotograferer dem, så prøv at få deres samtykke først, eller gør det meget diskret. Hofteskud er som tidligere nævnt en rigtig god teknik at lære sig, når man vil lave Street Photography.

Som amatørfotograf er man ofte lidt udstyrsfikseret. Det hele skal med, så man ikke står og mangler noget. Det kan derfor blive lidt en prøvelse, når man nu render rundt en hel dag i stegende hede med ti kg på ryggen. Jeg foretrækker lidt, men alsidigt udstyr. De specialiserede linser og stumper må blive hjemme til fordel for all-round løsninger. Selv har jeg en superzoomlinse fast på kameraet med en ekstra telelinse i tasken og måske en makrolinse, plus polfilter, renseudstyr, ekstra batteri og ekstra hukommelseskort. Og ikke hverken stativ, stor blitz eller alle de andre "helt uundværlige" dimser. Der skal jo også være plads til andre ting i tasken; vand, kort, guidebøger m.m. Og man skal altså ikke ende med dårlig ryg, bare fordi man ikke kan begrænse sig.

Monumentet over Francos grav i De Faldnes Dal
nær Madrid er lidt for storslået, historien om
diktatoren taget i betragtning.

Ellers er det bare med at gå rundt, finde de rigtige motiver og knibse løs. Det lyder for nogle som om, jeg ikke holder ferie, når jeg er af sted, men for mig er det ferie at rende rundt hele dagen med et kamera i hånden. Det kan nok være lidt anstrengende for mine rejsefæller, hvis jeg ikke er alene afsted, men så må jeg jo selv drosle (lidt) ned.

Den Capitolinske Ulv i Rom er noget,
man ellers kun har set i bøgerne.

Når jeg kommer hjem, ryger de gode billeder på Picasaweb og de billeder, der måske kunne slippe forbi censorenes kritiske blik ryger på Google Earth (se mit indlæg om det). Og så går jeg i øvrigt i gang med at overveje, hvad næste destination skal være, og hvad der kunne være sjovt at få "skudt" der, for at rejse er at fotografere:-)

Links til mine Picasaweb-albums med billeder fra mine rejser inden for de seneste par år:

Paris
Malta
Berlin
Birmingham
Madrid
Rom
London