Showing posts with label sort/hvid. Show all posts
Showing posts with label sort/hvid. Show all posts

Sunday, February 1, 2009

ArtLimited

I Valletta på Malta står disse to meget engelske telefonbokse.
Billedet er konverteret fra farvebillede til sort/hvid undtagen
telefonboksene for at fremhæve den knaldrøde farve i alt
det grå. Bemærk den unge mand i baggrunden med sin mobiltelefon.
Telefonboksene her er nok ved at være en saga blot.


Jeg er begyndt at være lidt mere aktiv på sitet ArtLimited. Dette er et online netværk for fotografer, kunstnere, grafikere m.m., amatører såvel som professionelle. Her kan man uploade sine seneste kreationer og få kritik (eller ros:-)). ArtLimited har mange muligheder for at samarbejde om projekter, man kan sælge sine værker, kommentere andres værker, få råd og gode ideer, eller man kan nøjes med at bruge det som en slags online udstillingslokale. Ens billeder rangeres alt efter antal kommentarer, og hvor mange stjerner man har fået med kommentarerne, så man har god mulighed for at følge med i, hvor populære ens billeder er sammenlignet med andres. De første 48 timer efter man har uploadet et billede, kan man vælge at være anonym, så de kommentarer, der kommer, er helt objektive.

Vittoriosa, Malta

Valletta, Malta

Billederne på ArtLimited spænder vidt; fotografier, tegninger, grafiske værker, billedmanipulationer m.m. Udtryksmæssigt spænder billederne fra det banale (fx mine) til det imponerende. Når man går på opdagelse mellem alle disse mange dygtige folk, kan man kun blive helt ydmyg. Jeg synes godt nok, jeg har et stykke vej tilbage, inden jeg er helt oppe i den kaliber, som nogle af fotograferne (nej, kunstnerne!) har her.

Mgarr (udtales imdjar) Kirke, Malta

Det har altid slået mig, at hér er specielt de sort/hvide billeder populære. Selv om mange nok tror, at sort/hvide-billeder er passé, kan man her se, hvorfor de stadig har deres berettigelse. Både landskaber, bylandskaber og portrætter kommer ofte til deres ret, når de konverteres til s/h. Stemninger og indtryk kan fremhæves, når farverne forsvinder, ofte fordi de forstyrrer øjet med for mange detalje, og linjer, former og det rene lys kommer i fokus. På ArtLimited er s/h-billeder i klart overtal, og kun når farverne er afgørende for billedet, fx ved en solnedgang, er de med.

Fra St. Anton Palace Garden, Malta.
Jeg kunne ikke stå for denne tunnel af hække

Portrætterne på sitet er eminente; stærke og personlige. Jeg bliver med jævne mellemrum helt misundelig, men også inspireret. Og det er vel også meningen med sådant et site; at lade sig inspirere af andres arbejde til at forbedre sit eget.

Jeg har brugt dette billede fra Valby Parken før,
men det er "kåret" som det bedste billede (Members Choice)

Har man konkurrencegenet i orden, eller kan man bare godt lide at få ekstra ros, er der også en løbende konkurrence, hvor månedens kunstner kåres. Her gælder det om at samle flest point fra kommentarerne og få flest til at se ens billeder. Desuden skal man være rimeligt aktiv på sitet.

Det mest sete af mine billeder på ArtLimited
har jeg også bragt her på bloggen før

ArtLimited har en del begrænsninger. Den største begrænsning ligger i antallet af billeder man kan uploade; med en gratis basic-konto er det 4 billeder pr. uge og med en premium-konto til 35 euro pr. år er det 9 pr. uge. Egentlig ret smart, for så tænker folk sig om en ekstra gang, før de smider tilfældige billeder ind. Man uploader simpelthen kun de bedste af sine billeder. Selve uploadningen er ret simpel og webbaseret, men den tager tid, for der skal gives en lang række oplysninger om hvert enkelt billede. Billederne skal også holde sig inden for visse grænser (500 - 2000 pixels), og de må ikke have større rammer og titler.

Gade i Valletta, Malta

Alt i alt er det et ganske godt sted, hvis man ønsker at gøre lidt mere ud af sine billeder, og hvis man ikke er bange for at få saglig kritik af det, man har lavet.

Stemningsbillede fra Marsaxlokk Havn, Malta

Alle billederne her i indlægget, har jeg offentliggjort på ArtLimited. At jeg har valgt en del billeder fra Malta, hænger sammen med, at jeg snart skal derned igen, og jeg ville lige se, om der er noget specielt, der skal fotograferes denne gang.

PS: Fik lige lagt et par billeder til ind på ArtLimited, men så er min kvote altså også opbrugt for den næste uges tid:-)

Igen et tidligere bragt billede her på bloggen,
nemlig et af mine vinterbilleder fra Ljusdal.
Her er det dog konverteret til s/h

Endnu en genganger fra Ljusdal i s/h

Og så får I altså ikke mere i denne omgang:-)

Friday, January 2, 2009

Plakater

En voldsom halsbetændelse har holdt mig inde de sidste par dage, men det er jo en kærkommen lejlighed til at arbejde med sine billeder foran computeren. De billeder, jeg selv holder mest af, sætter jeg som tidligere nævnt op som plakater. Jeg har i dag arbejdet med fire billeder taget inden for de sidste par uger. Alle billederne har jeg før bragt i originaler, men her er de blevet behandlet i Photoshop Elements.



Billedet af rosen dækket med rimfrost er blevet ændret til sort/hvid. Den blå kanal er skruet op, mens den røde og grønne er skruet ned. Herved fremhæves rimfrosten, mens rose og baggrund bliver mørkere.



Det oprindelige billede havde en mere rød farvetone, men det rettes nemt i PSE i menupunktet Enhance -> Adjust Color -> Remove Color Cast. Resultatet er blevet mere køligt, som det passer sig for et billede af et vinterlandskab.



Billedet af statuen er ændret til sort/hvid med statuen som det mørkeste. Jeg synes selv, det giver et mere udtryksfuldt billede end farveversionen. Man kan næsten komme til at tro, at billedet er en virkelig person i stedet for en statue, når det er sort/hvidt.



Billedet af samtalebænkene er det mest redigerede af billederne; det er ændret til sort/hvid undtagen bænkenes og pigens farver. Det slog mig, da jeg så det oprindelige billede, at pigens nederdel næsten har samme farve som den ene af bænkene. Det skulle udnyttes, lidt i stil med den røde pige i filmen Schindlers Liste, der ellers er i sort/hvid. Det er ikke altid, effekten er vellykket, men her synes jeg, at det skjuler den lidt rodede baggrund med butiksfacaderne i forskellige farver, og samtidig bliver bænkene og pigen fremhævet.

Om billederne bliver bedre med redigeringen, er en smagssag. Selv synes jeg , at der er noget at vinde ved at gøre det af og til. Det skal dog gøres med omtanke.

Husk at du kan se billederne i fuld version, hvis du klikker på dem.

Sunday, December 14, 2008

Når lejligheden byder sig

Damplokomotiv på Hovedbanegården.
Museumstoget er ankommet.
Det skal selvfølgelig være i s/h
for at bibeholde stemningen:-)

Det sædvanlige decembervejr fik mig her til morgen til at planlægge en tur til Statens Museum for Kunst for at få lidt afløb for min "aftrækkerkløe". Men jeg måtte sande, at selv de bedst lagte planer..., for hvad skuede mit øje på vej forbi Sydhavn St.; DSB's museumstog. Fluks af på Hovedbanegården og ganske rigtigt, 15 minutter senere trillede et styks damplokomotiv ind på stationen medbringende en stribe gamle togvogne.

I røg og damp på perronen.
Man føler sig næsten hensat til 30'erne


Mere røg og damp, nu i farver

Det kunne jeg selvfølgelig ikke stå for, og jeg var ikke den eneste, der i en fart fandt kameraet frem. Det vrimlede med fotograferende folk, samtidig med at toget skulle fyldes med børnefamilier i stor stil.

Så er vi klar til afgang


Gud ved, hvad miljøministeren siger til det her?


Efter det nostalgitrip kunne jeg lige så godt fortsætte med en stille gåtur med kameraet ned forbi Glyptoteket, ind i Rådhushaven og over Rådhuspladsen. Jeg har selvfølgelig taget mange billeder her før, men når man vender tilbage til det samme sted mange gange, ser man nye detaljer og anderledes situationer.

Sædemand ved Glyptoteket


Brøleabe i Rådhushaven, eller er det et
medlem af Borgerrepræsentationen?
Man kan komme i tvivl...

En tigger, der nærmest slæbte sig over pladsen på sine krykker, sprang i øjnene. Mon ikke han ville kunne løbe en op, hvis man snuppede krykkerne fra ham? Det tror jeg, men jeg kan da ikke vide mig helt sikker. Senere så jeg en klon længere nede ad Strøget, hvor jeg også stødte ind i en flok af de sædvanlige rumænere i gang med deres taskenspilleri og deres optræk til lommetyveri. Dem fotograferede jeg nu ikke, for de plejer mildest talt at være kamerasky; de går ikke af vejen for at tage fat i folk, når de føler sig provokeret, og jeg er lidt øm om mit kamera:-)

Med krykken var han ikke hurtig,
men det virkede overdrevent og påtaget.
Bemærk at han hele tiden havde
godt styr på koppen med penge.

En anden ting jeg faldt over på Rådhuspladsen, var de mange tomme bænke med påskriften Vi KBH'R' taler sammen. Hmm, ikke i dag tilsyneladende. Egentligt et meget godt billede på, hvordan livet i en storby kan være.

Tom samtalebænk


3 samtalebænke - tomme


De taler i det mindste sammen,
altså faren og datteren, ikke KBH'erne


Er det bedst i farver eller s/h? Tjah...


Så det blev ikke billeder fra et museum, det kom til at handle om denne gang, men museet skal nok blive liggende til en anden god gang.

Wednesday, November 19, 2008

At skrive med lys 3

Her er så del 3 i føljetonen med gode råd til den håbefulde fotograf.

Farver


Når man tager billeder, er man nødt til at overveje farverne i billedet. Jeg har tidligere talt om, hvordan man kan bruge baggrundsfarven til at fremhæve motivet. Det virker specielt godt, hvis der er tale om komplementærfarver eller en lys og en mørk farve.

Billedet er taget på Malta, og er af et ganske beskedent hus

Jeg prøver tit at få meget få forskellige farver i billedet, da det giver et mere roligt indtryk. Hvis det kan lade sig gøre, skal man nøjes med to eller tre kontrastfarver i billedet, så virker det stærkest. Prøv fx en hvid statue mod en blå himmel.

Paris er fuld af gode motiver, her Diana ved Louvre

Naturens farver er en god ting, hvis man kan fange dem rigtigt. Specielt om foråret og om efteråret kan farverne springe i øjnene.

Efterår i Søndermarken. Bemærk hvordan farverne ændres med dybden af billedet.

Man kan også på en gråvejrsdag finde en kedelig baggrund og et farverigt motiv, så kan man virkelig få fokus det rigtige sted hen. Er man lidt ferm i Photoshop, kan man forstærke effekten lidt, men det skal som så meget andet bruges med måde.

En gråvejrsdag på Teglholmen.
Båden har fået boostet farverne lidt.

På de fleste kameraer kan man i dag indstille hvidbalancen. Er hvidbalancen indstillet rigtigt, kan man være sikke på, at hvid virkelig er hvid, ellers risikerer man (hvis lyset er forkert) at få fx et gråt eller grønt skær på sine billeder. Det er sjældent særlig kønt. I de fleste tilfælde klare kameraets automatik ærterne, men det kan være nødvendigt manuelt at ændre på den. Man kan dog også bruge hvidbalancen til at booste farverne i fx en solnedgang ved at indstille hvidbalancen til overskyet.

Læs mere på

http://en.wikipedia.org/wiki/Color_temperature
http://en.wikipedia.org/wiki/Color

Lyset


Det er næppe en hemmelighed, at lyset skifter i løbet af dagen, og dette kan være afgørende for, hvordan billedet tager sig ud. Man bør ikke tage billeder, når solen står højest på himmelen, og man skal være forsigtig med at tage billeder af noget i skygge, hvis der samtidig er sol i billedfeltet. Det første giver flade billeder og det andet enten over- eller underbelyste områder af billedet.


Planetariet taget på to forskellige tidspunkter,
det første lige før
solnedgang, det andet midt på dagen.

Tager man billeder i sollys, bør solen komme ind fra siden, så man får skabt konturer v.h.a. skyggerne. Har man solen i ryggen, giver det igen flade billeder. Prøv også at tage billeder af bygninger på forskelige tider af dagen, så vil du opleve, at bygningen helt kan ændre karakter.

Med en solopgang ind fra siden opnås fantastiske farver

Solopgange og -nedgange kan give fantastiske farver, men de kan også være svære at fange rigtigt. Brug stativ, vær på stedet i god tid inden, så du kan finde den helt rigtige plads med det rigtige motiv i forhold til solen og tag mange billeder med forskellige eksponeringer. Det bedste resultat får man sjældent på en helt skyfri dag, men derimod med lidt skyer, som solen kan reflekteres i. Der må også gerne være små partikler i luften såsom regn eller støv.

En meget tidlig morgen over for Operaen.
Næsten impressionistisk

I timen lige før solopgang og lige efter solnedgang kan man udnytte den mørkeblå eller letfarvede himmel til at få kontrast til fx en oplyst bygning.

En anden tidlig morgen ved Engparken i Hvidovre

En gylden regel siger, at man aldrig må tage billeder i modlys, men man kan opnå en god silhueteffekt, hvis man af og til blæser på reglen. Tag dog aldrig billeder direkte mod solen uden filter. Det kan skade kamera og øjne.

Karusellen i Tivoli med lys på giver fartstriber i natten
Hvad er det? Såmænd Tivolis
Himmelekspres om aftenen.


Om natten er der rige muligheder for at tage billeder med en masse lys. Da lukketiderne bliver ret lange, er en trefod absolut nødvendig. De lange lukketider kan også bruges til at skabe sjove effekter såsom lysstriber efter biler eller andet, der bevæger sig. Det kræver dog en del øvelse at få gode resultater om natten.

Læs mere på
http://en.wikipedia.org/wiki/Night_photography

Sort/hvid

De sort/hvide billeder virker på nogen som lidt gammeldags, men de har stadig deres berettigelse. Kontrasten mellem det sorte og det hvide kan indimellem fremhæve et motiv mere, end farver kan.


Denne statue på Langelinie bliver ikke dårligere i s/h.
Kontrasten kommer virkelig frem her

Eiffeltårnet taget nedefra og op om aftenen

Nogle kameraer kan indstilles til at tage s/h, men det bedste resultat får man, hvis man bruger Photoshop til at konvertere billederne. Her kan man nemlig bestemme, hvor sort hver farve skal være. Det giver mulighed for at fremhæve detaljer, som man ikke var klar over, var på billedet. Ved andre billeder er det et spørgsmål om smag, om det er bedst i farver eller s/h.

Næste indlæg bliver om bevægelse, timing og refleksioner.