Showing posts with label kunst. Show all posts
Showing posts with label kunst. Show all posts

Sunday, February 1, 2009

ArtLimited

I Valletta på Malta står disse to meget engelske telefonbokse.
Billedet er konverteret fra farvebillede til sort/hvid undtagen
telefonboksene for at fremhæve den knaldrøde farve i alt
det grå. Bemærk den unge mand i baggrunden med sin mobiltelefon.
Telefonboksene her er nok ved at være en saga blot.


Jeg er begyndt at være lidt mere aktiv på sitet ArtLimited. Dette er et online netværk for fotografer, kunstnere, grafikere m.m., amatører såvel som professionelle. Her kan man uploade sine seneste kreationer og få kritik (eller ros:-)). ArtLimited har mange muligheder for at samarbejde om projekter, man kan sælge sine værker, kommentere andres værker, få råd og gode ideer, eller man kan nøjes med at bruge det som en slags online udstillingslokale. Ens billeder rangeres alt efter antal kommentarer, og hvor mange stjerner man har fået med kommentarerne, så man har god mulighed for at følge med i, hvor populære ens billeder er sammenlignet med andres. De første 48 timer efter man har uploadet et billede, kan man vælge at være anonym, så de kommentarer, der kommer, er helt objektive.

Vittoriosa, Malta

Valletta, Malta

Billederne på ArtLimited spænder vidt; fotografier, tegninger, grafiske værker, billedmanipulationer m.m. Udtryksmæssigt spænder billederne fra det banale (fx mine) til det imponerende. Når man går på opdagelse mellem alle disse mange dygtige folk, kan man kun blive helt ydmyg. Jeg synes godt nok, jeg har et stykke vej tilbage, inden jeg er helt oppe i den kaliber, som nogle af fotograferne (nej, kunstnerne!) har her.

Mgarr (udtales imdjar) Kirke, Malta

Det har altid slået mig, at hér er specielt de sort/hvide billeder populære. Selv om mange nok tror, at sort/hvide-billeder er passé, kan man her se, hvorfor de stadig har deres berettigelse. Både landskaber, bylandskaber og portrætter kommer ofte til deres ret, når de konverteres til s/h. Stemninger og indtryk kan fremhæves, når farverne forsvinder, ofte fordi de forstyrrer øjet med for mange detalje, og linjer, former og det rene lys kommer i fokus. På ArtLimited er s/h-billeder i klart overtal, og kun når farverne er afgørende for billedet, fx ved en solnedgang, er de med.

Fra St. Anton Palace Garden, Malta.
Jeg kunne ikke stå for denne tunnel af hække

Portrætterne på sitet er eminente; stærke og personlige. Jeg bliver med jævne mellemrum helt misundelig, men også inspireret. Og det er vel også meningen med sådant et site; at lade sig inspirere af andres arbejde til at forbedre sit eget.

Jeg har brugt dette billede fra Valby Parken før,
men det er "kåret" som det bedste billede (Members Choice)

Har man konkurrencegenet i orden, eller kan man bare godt lide at få ekstra ros, er der også en løbende konkurrence, hvor månedens kunstner kåres. Her gælder det om at samle flest point fra kommentarerne og få flest til at se ens billeder. Desuden skal man være rimeligt aktiv på sitet.

Det mest sete af mine billeder på ArtLimited
har jeg også bragt her på bloggen før

ArtLimited har en del begrænsninger. Den største begrænsning ligger i antallet af billeder man kan uploade; med en gratis basic-konto er det 4 billeder pr. uge og med en premium-konto til 35 euro pr. år er det 9 pr. uge. Egentlig ret smart, for så tænker folk sig om en ekstra gang, før de smider tilfældige billeder ind. Man uploader simpelthen kun de bedste af sine billeder. Selve uploadningen er ret simpel og webbaseret, men den tager tid, for der skal gives en lang række oplysninger om hvert enkelt billede. Billederne skal også holde sig inden for visse grænser (500 - 2000 pixels), og de må ikke have større rammer og titler.

Gade i Valletta, Malta

Alt i alt er det et ganske godt sted, hvis man ønsker at gøre lidt mere ud af sine billeder, og hvis man ikke er bange for at få saglig kritik af det, man har lavet.

Stemningsbillede fra Marsaxlokk Havn, Malta

Alle billederne her i indlægget, har jeg offentliggjort på ArtLimited. At jeg har valgt en del billeder fra Malta, hænger sammen med, at jeg snart skal derned igen, og jeg ville lige se, om der er noget specielt, der skal fotograferes denne gang.

PS: Fik lige lagt et par billeder til ind på ArtLimited, men så er min kvote altså også opbrugt for den næste uges tid:-)

Igen et tidligere bragt billede her på bloggen,
nemlig et af mine vinterbilleder fra Ljusdal.
Her er det dog konverteret til s/h

Endnu en genganger fra Ljusdal i s/h

Og så får I altså ikke mere i denne omgang:-)

Sunday, November 30, 2008

Redigering eller ej?

Photoshop har ændret verden; det er nu muligt at tage et billede og efterfølgende ændre det til noget, der intet har med virkeligheden at gøre. Er det fotografering?

Jeg har en filosofi omkring det at fotografere; det skal helst blive så rigtigt som muligt, når jeg trykker på knappen. Jeg vil så tæt på den virkelighed, mine øjne ser, når jeg tager billedet, som jeg kan komme. Når jeg kommer hjem med billederne, vil jeg ikke sidde i timevis og fedte rundt med Photoshop.

Jeg kan undtagelsesvis ændre en smule på farvemætningen, beskære det lidt, ændre kontrast- og lysforhold eller (som det mest radikale) konvertere det til sort/hvidt. Mit slutresultat skal være et "wauw" fra betragteren, ikke et "Hvilket program har han brugt for at lave det?" Ellers bruger jeg primært Photoshop Elements til at lave rammer rundt om mine bedste billeder, så de fremstår som plakater.

Det oprindelige billede er af en
statue på Ponte Sant'Angelo i Rom


Billedet er blevet beskåret, konverteret
til sort/hvid, farverne er inverteret
og der er lavet en ramme om. Er det
stadig et fotografi eller er det kunst(igt)?


HDR-fotografering er ikke mig. Jeg synes det ser kunstigt ud, og efterbehandlingstiden er alt for lang. Det er ellers det helt store dyr i åbenbaringen blandt fotografer, men jeg er altså ikke vild med det. For at tage et HDR-billede skal man have en stribe billeder af nøjagtig det samme motiv med forskellig eksponering, gerne 9 - 10 stykker.

HDR-billede af Trencin, Slovakiet.
Hentet fra Wikipedia

Så sætter man sig foran computeren og kombinere de mange billeder med det bedste fra hvert billede, så alle nuancerne kommer frem både i de lyse områder og i skyggerne. Derved kommer man i teorien tættere på det, øjet ser. Desværre bliver det ofte gjort ekstremt, så det netop ikke virker som virkeligheden, men som et computergenereret billede.

HDR-billede af New York City. Hentet fra Wikipedia

Lidt på samme måde har jeg det med andre kraftige redigeringer/ændringer. Jo længere man bevæger sig væk fra det, man så, da man stod foran motivet, jo længere bevæger man sig væk fra fotograferingen og hen mod noget kunstigt (nogen vil kalde det kunst, men det afhænger af øjnene, der ser). Det har selvfølgelig sin berettigelse, men lad være med at kalde det fotografering, når den største del af arbejdet har foregået bag en computerskærm. Kald det billedbehandling i stedet. Eller kunst.